Jeg er fri!

Som barn i en familie, hvor følelser var lidt for “farlige”, lærte jeg ikke at mærke mig selv, men mærke de andre meget tydeligt… Som 14-årig lærte jeg at der var noget der hed “følelser” og at det var OK at tale om – derefter gik det stærkt.

Gud som hellig

Hele mit liv har været præget af Gud! Først som den enormt store og skræmmende, men dog beskærmende i en forunderlig blanding. Jeg opfattede, at jeg ikke havde ret til “godt” her i livet – fordi vi alle er uhelbredelige syndere og overfor Gud ikke bør regnes for noget.

Dette perspektiv som “den værste orm, der kan krybe på jorden” gav mig en afhængighed af Gud (som en træl overfor sin herre). Men jeg havde ingen glæde i mig selv – og j.f. min optagethed af alle andre end mig selv, så var det heller ikke relevant for mig at holde af mig selv.

Desuden faldt det mig let at leve op til kristne dyder og tøjle mit “syndige” legeme, da jeg jo ikke regnede mig selv for noget godt og derfor kunne styre mig selv gennem selvbebrejdelser og strikse leveregler. Jeg tænkte næsten forherligende på historierne om munkes selvpinsler, for at holde kroppen i skak og fokuseret på Gud.

Jeg ville ikke føre mig frem. Jeg ville ikke bede om noget. Jeg ville ikke fylde. Jeg ville ikke regne mig selv for noget. Jeg husker en barndomstanke om, at den dag jeg døde ville jeg kremeres, fordi så fyldte jeg så lidt som muligt, og undgik i min død at tage plads op for andre.

Fra “den værste orm” til “Fri!”

Jeg mødte en rigtig sød kristen kvinde, som var terapeut, der satte sig med mig en gang om ugen og lod mig tale indsigt i mit eget liv. Jeg husker stadig tydeligt hendes ord til mig: “Så hvem var skyld i alt der skete, da du var barn?” Ordene ramte, fordi omsorgen var tydelig og alle argumenter og modargumenter havde fået plads i rummet og i mit hjerte.

Jeg kunne ikke længere fastholde min egen skyld og skam over mig selv, og jeg fik for første gang et lille glimt af ny verden: En verden hvor jeg kunne være elsket!

Gennem terapi oplevede jeg forløsning fra selvpinslernes fængsel – en nødvendig frisættelse, for fuldt og helt at kunne tage imod Guds kærlighed!

Jeg var ikke skyldig i at være

Da jeg gik hjem den dag husker jeg bladene på hækkene som ekstremt grønne. Jeg mindes luften som knitrende klar, trods regndråber og gråvejr. Alle mine sanser var pivåbne og mine hænder fistrede rundt i strakte arme langs kroppen, fordi uroen og lettelsen i indsigterne bragte alt mit indre i oprør – det var en uigenkaldelig proces!

Gud som kærlig

Pludselig gik det op for mig, at Bibelen er fyldt med godhed OGSÅ. Gud er ikke kun hellig og krævende og uopnåelig. Han er også kærlig, favnende og personlig. Jeg mødte Jesus i troen.

En senere session med en anden utroligt kompetent kristen terapeut gav mig et billede jeg aldrig glemmer. Jeg havde fundet ind til nogle utroligt skræmmende og ubehagelige følelser i mit indre og jeg var slået ud og magtesløs. Men i mit indre opstod et billede: Et billede af Jesus som den der knælede ned for mine fødder og “arbejdede” for mig. Altså HAN var i gang med at løse alt det jeg ikke kunne løse i mit eget liv. HAN havde en indsigt og en kærlighed der lå dybere end min egen formåen, og dette var et springende punkt for mig.

Jeg skal ikke være den stærkeste

I dag er jeg netop startet på 4. og sidste år i en NLP terapeut uddannelse. Jeg drømte hemmeligt om det siden den første terapeut skamferede mig i 2004, den næste frisatte mig i 2005, den tredie hjalp mig se Jesus som min støtte i 2007.

Som menneske bliver jeg aldrig færdig med min egen proces. Igen og igen vender temaer tilbage fra fortiden som sorte spøgelser, der søger at vælte mig. Men for hvert spøgelse er jeg stærkere. For hver modstand kommer jeg hurtigere på mine fødder igen. For hver gang jeg længes viser Jesus mig nye veje.

Helt mig selv og helt forandret

De som kendte mig fra barns ben ville ikke genkende mig i dag – og så alligevel. Alt det som jeg var, men som jeg frasagde mig engang i misforstået fromhed – det er jeg nu i fuldt flor ved at udforske, på en bedre måde end før.

Engang var jeg for larmende og impulsiv.
– I dag er jeg medrivende og nytænkende.
Engang var jeg kvælende omsorgsgivende.
– I dag har jeg lyst men ikke brug for at redde andre.
Engang så jeg kun Guds strenge retfærdighed.
– I dag ser jeg Hans store glæde ved mig.

Jeg er fri!

Så er der da nu ingen fordømmelse for dem, der er i Kristus Jesus.”

Romerbrevet kap. 8 første vers.

Share
Dette indlæg blev udgivet i En kristen kvindes blog. Bogmærk permalinket.